Udstillingen ”Gaver til Kamma” består af fascinerende, sarte og detaljerede værker i papir, som på forskellig måde går i direkte dialog med Kamma Rahbeks liv og værk. Amanda Betz dykker ned i Kamma Rahbeks imponerende univers af blomster, æsker og breve for at skabe en forbindelse til den kvinde, der engang var omdrejningspunktet for Bakkehusets liv, og omgav sig med store forfattere og videnskabsfolk som H.C. Andersen, H.C. Ørsted, N.F.S. Grundtvig.
Kamma Rahbek var en mester i at skabe gode relationer til familiemedlemmer, naboer og de gæster, der kom på besøg i Bakkehuset. Hendes smukt forarbejdede æsker og blomsterne fra hendes frodige have var både en kilde til og en fysisk manifestation af hendes mange venskaber. Æskerne blev forarbejdet af pap og papir og Kamma Rahbek skænkede dem bort som gaver til venner og bekendte. Det samme gjorde hun med blomster fra haven.
Kamma Rahbek er også kendt for sine mange breve, som giver et intimt indblik i hendes liv og tanker. Hun var gavmild og skabte et leben omkring sig på trods af barnløshed og dårligt helbred. Hun blev kaldt ’Den blå blomst’, og man sagde om hende, at hun havde tryllehænder. Alt hvad hun rørte ved, fik en ubeskrivelig nethed. Selv følte hun sig ”splittet mellem det åndelige og det legemlige”.
Amanda Betz har ladet sig fascinere af Kamma Rahbeks univers og er dykket ned i både blomsternes, æskernes og brevenes verden for at hente inspiration. Værkerne på udstillingen er skabt i papir, hvilket også var Kamma Rahbeks foretrukne materiale. Gaven er et stærkt symbol på menneskelige relationer, og udstillingens værker er skabt som gaver til Kamma Rahbek. For Amanda Betz er udstillingen ”en anerkendelse af og et symbol på, hvordan Kamma Rahbek skabte Bakkehusets liv og hvordan hun fyldte dagene med glæde og skønhed.”
Betz’ værker refererer til specifikke blomster, dialoger og steder, som nævnes i Kamma Rahbeks breve. På den måde knytter de sig meget tæt til værtindens personlighed, liv og samtid. I værkerne sammenstilles museumsobjekter såsom handsken og kraven med blomsternes symbolik og personlige betydning for Kamma Rahbek. Ved at lade værkerne rumme aftryk af Kamma Rahbeks personlighed, forsøger Betz på subtil vis at skabe en nutidig og rumlig forbindelse til hende.